Se hvem der hæklede farverig hue til Mads Steffensen
Mads Steffensen, 50 år, har ingen problemer med at holde hovedet varmt her i den pludseligt opståede vinterkulde. Det fremgår af det sociale medie, Instagram, hvor han viser sig frem i en temmelig aparte elefanthue. Se blot her:
- Jeg fryser skallen. Hella hæklede en elefanthue til mig sidste år. Fristet af at bruge den. Men jeg er også pænt glad for min russer-hue. Svært kald eller hva', lyder hans ledsagende tekst.
BILLED-BLADET har talt med den populære vært, som til manges fortrydelse ved årsskiftet er stoppet i DR. Han fortæller, at Hella Joof har været en fast leverandør af huer i den tid, hun har været en del af hans panel i "Mads og monopolet".
- Hella har hæklet flere huer til mig gennem årene. Det er, mens vi sender, hun gør det. Regner med hun vil gøre det fremover også, siger Mads Steffensen og afslører dermed, at Hella Joof følger ham over i podcast-universet på Podimo, hvor han skal lave det monopol-lignende program "Mads og A-holdet". Hans nye podcast får premiere den 15. januar.
Mads Steffensen har givet tilladelse til, at vi bringer billedet fra hans instagramprofil.