Sidse Babett Knudsen modtager flot hæder i London
Flere danske tv-serier er de senere år blevet populære uden for landets grænser.
En af dem er DR-serien "Borgen" med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen som Birgitte Nyborg, og det flotte stykke arbejde er nu blevet hædret i London.
Mandag aften modtog Sidse Babett Knudsen ifølge dr.dk den såkaldte guldrose ved den prestigefulde Rose d'Or-uddeling i den engelske hovedstad i kategorien "Performance of the Year".
Ifølge Rose d'Ors hjemmeside udtalte Sidse Babett Knudsen i den forbindelse:
- Jeg er så taknemmelig for at modtage denne pris. Jeg er især taknemmelig, fordi karakteren, som jeg har spillet, har været hos mig i 14 år og har sovet i et stykke tid. Jeg var lidt bange for at tage hende ud af sin dvale, da vi besluttede at lave sidste sæson. Tusind tak til "Borgen"-fans, der holdt ved og så med igen.
"Borgen" havde premiere i 2010, og den seneste sæson med titlen "Borgen – Riget, Magten og Æren" blev vist på DR1 i foråret 2022 og kan fortsat ses på DRTV.
Guld-rosen til Sidse Babett Knudsen var ikke den eneste mulighed, "Borgen"-holdet havde for at få hæder med hjem.
Således var tv-serien også nomineret i kategorien "Bedste dramaserie", men denne rose gik til HBO-serien "Succession".
Rose d'Or stammer ifølge DR tilbage fra 1961, da prisen blev skabt af schweizisk TV i byen Montreux.
Siden da har Rose d’Or været en flagskibsbegivenhed for det europæiske TV-samarbejde, European Broadcasting Union, og den internationale TV-industri.