Simon Kongsted spiller Miriams søn Asger i Huset: Her har du set ham før
Miriam, der bliver spillet af Sofie Gråbøl, har virkelig rodet sig ud i en prekær situation i DR-serien ”Huset”.
Selv om hun ikke har set sin søn Asger i nogle år, har hun valgt at hjælpe ham.
Han har tidligere været misbruger, og det er herigennem, han har oparbejdet en gæld til nogle rimelig grumme typer.
Miriam har hjulpet dem med at smugle narkotika ind i fængslet mod at Asgers gæld nulstilles.
Da hun efter første gang meddelte, at hun aldrig ville gøre det igen, blev Asger overfaldet.
Sønnen Asger bliver spillet af 33-årige Simon Kongsted.
Han blev i 2019 uddannet skuespiller ved Den Danske Scenekunstskole i Odense.
Siden har han primært udmærket sig på de skrå brædder.
Endda så meget at han i 2022 modtog en Reumert for bedste birolle i forestillingen ”Stolthed & Fordom”.
Men hans rolle i ”Huset” er ikke eneste gang, han viser sig på skærmen.
For tidligere på året medvirkede Simon Kongsted også i en stor TV 2-serie.
Nemlig Ditte Hansen og Louise Mieritz’ ”Dansegarderoben”.
Her spillede han rollen som hippien Olaf, der charmerede dansepigen Vibeke, som blev spillet af Olivia Joof.
Derudover har Simon Kongsted også haft en rolle i Søren Kragh Jacobsens film ”Lille sommerfugl”.