Simon Sears fra Herrens veje jubler: Jeg skal være far igen
”Herrens veje”-stjernen Simon Sears kan næsten ikke vente til februar. Der bliver han nemlig far igen.
Skuespilleren har i forvejen sønnen Skúli Leví på to et halvt år med sin islandske kæreste, Ingibjörg, og nu venter hun parrets andet barn.
- Vi kender ikke kønnet endnu, men vi glæder os helt vildt! Det gør vores søn også, selv om han ikke helt forstår det endnu, fortæller en glad Simon Sears til BILLED-BLADET.
Det rigtige tidspunkt
34-årige Simon Sears er selv vokset op med en storesøster og en storebror, og derfor er han glad for, at hans søn også får søskende.
- Det er fantastisk, og vi har timet det helt rigtigt. Vi synes, det er vigtigt, at vores søn får en at lege med, som er nogenlunde jævnaldrende, og så de har hinanden, siger skuespilleren.
Simon Sears kan ses som præstesønnen Christian i anden sæson af ”Herrens veje”, der sendes søndage kl. 20.00 på DR1.