Søren er virkelighedens Frans fra Carmen Curlers: Arne Bybjerg var fantastisk

Søren Unmack var uddannet frisør, men arbejdede på det lokale slagteri i Kalundborg, da en af hans bekendte introducerede ham for Arne Bybjerg.

Til at begynde med var Søren ansat til selv at finde ud af, hvad han skulle bruges til, fortæller han til BILLED-BLADET.

Han satte hår, når nogle skulle se, hvordan curlerne virkede.

– Men der var ikke så meget brug for mig. Så en dag, da vi sad og talte, sagde Arne: ”Det går ikke! Folk er vanvittige med apparatet, når de først ser det.” Jeg sagde: ”Skal vi virkelig gå rundt med det skide apparat og vise det for folk?” ”Lige et øjeblik. Vi starter sgu i morgen!” sagde han.

– ”Med hvad?” ”Vi sælger på dørene”. ”Hvem skal gøre det?” ”Det skal du” …

– Og så blev jeg dørsælger. Fra klokken 10-20 gik jeg rundt uden at komme ind et eneste sted. Pludselig røg det ud af mig: ”Må jeg få lov at frisere Dem? Det tager et kvarter” – ligesom man så det i første sæson af serien.

– Det var mit første solgte apparat. Men derefter kom jeg ind alle steder, og det gik slag i slag. Jeg blev dygtig til det, og så satte jeg andre i gang med det også.

Tjente mange penge

Arne Bybjerg lavede et kontor i Hamborg, og en skulle hjælpe med at sælge dernede.

Han ville sende Søren af sted.

– Men jeg kunne ikke tale tysk. Jeg havde heller ikke lært engelsk. ”Det kan du lære, ” sagde han. ”Du begynder i morgen kl. 8”. Så jeg lærte tysk i en måned, og så blev jeg sendt til Tyskland. Jeg var der i fire måneder og fik det op at køre. Og så fandt jeg et nyt salgssystem, hvor vi inviterede folk ned i et lokale til en kop kaffe og et par gratis nylonstrømper. Det koncept tog jeg med hjem til Danmark.

Søren blev nu sælger på provision.

– Og derfra fik jeg 70 kr. per apparat. Og jeg tjente mange penge. Jeg tjente SÅ mange penge! ler han.

Arne gjorde mig stolt

Søren skylder Arne meget.

– Arne var fantastisk. Vi skulle have damer til at demonstrere, og vi havde fået ansøgninger. Han sagde til mig, at jeg skulle skrive til dem, vi ikke kunne bruge. ”Tak for henvendelsen – ikke lige nu, men måske senere”. Jeg sagde: ”Jeg kan ikke skrive.” ”Det lærer du hurtigt” – han tænkte på tangenterne.

– Men hele mit liv havde jeg skjult, at jeg var ordblind. Det havde holdt mig under gulvbrædderne hele mit liv. ”Jeg har hørt et sted, at ordblinde er gode sælgere. Og hvis jeg skulle vælge imellem en god skribent eller en god sælger, så valgte jeg den gode sælger,” sagde han. Det gjorde mig så stolt, at han sagde sådan, og så kom jeg mig over det. Jeg begyndte at fortælle det til folk. Dér var han god!

Søren kan i særdeleshed se sig selv i Frans fra sæson et, der stemte dørklokker.

– Jeg sidder og leder lidt efter de gamle dage. Og serien giver et bredt billede af, hvordan tiden var, siger han.

Og så vil han bare lige slå fast:

––Jeg er ikke bøsse!