Søren og Morten virker glade i Gift ved første blik, men: Det blev sværere og sværere
I ”Gift ved første blik” fortæller Morten og Søren, at de havde en kæmpe konflikt, før de skulle møde de andre på sæsonens getaway.
Søren uddyber til BILLED-BLADET, hvad deres skænderi gik ud på:
– Selve konflikten er et produkt at vores underliggende udfordring: forskellige behov. Selve aftenen, som er den bedste date vi nogensinde har haft, kommer i kølvandet af de selvvalgte pausedage, vi havde i sidste afsnit. I sidste uge ramte vi et sårbart sted. Når vi rammer sådan et sted, har jeg brug for, at vi samler os og koncentrerer os om hinanden. Det er den måde, jeg finder tryghed på i en relation. Så jeg havde glædet mig rigtig meget til en aften, der endelig skulle handle om os. Jeg følte, at jeg havde givet plads til Mortens behov i de to dages pause og tænkte, at nu er det mit behov, der bliver opfyldt. Desværre, som aftenen gik, ville vi to forskellige veje. Jeg havde rigtig meget brug for at være os to, og jeg oplevede det som om, Morten hellere ville have en fredag aften i byen.
Føler sig nedprioriteret
Søren fortæller, at han følte sig nedprioriteret af Morten.
– Så jeg blev rigtig ked af det. Desværre ender vi med at snakke om det på selve aftenen, og vi ved vist alle, hvordan det går, når man har fået lidt alkohol indenbords …
Parret er dog ikke klar til at kaste håndklædet i ringen.
Samtidig vil de også rigtig gerne møde de andre par.
– Vi bliver enige om at kæmpe os igennem og stadig tage på getaway, selv om vi er et rigtig skrøbeligt sted, fortæller Søren.
Prøvede at parkere konflikten
I sjette afsnit kysser parret, og for seerne kan det virke til, at alt er fint mellem dem.
Men konflikten ligger stadig og ulmer:
– Jeg erkender, at jeg kunne have kommunikeret og udtrykt mine behov mere tydeligt for Morten. Det gjorde jeg ikke, og derfor ender vi i semisamme situation på getaway. Forskellen her er dog, at jeg også selv er rigtig optaget af de andre medvirkendes historier og selskab. Jeg kan dog tydeligt mærke på hele getawayen, at jeg stadig ikke er landet efter vores oprindelige sårbarhed fra først på ugen.
– Morten går med Nina for at snakke, og selve den ene handling bliver jeg ikke ked af. For mig handler det mere om, at jeg føler, Morten ikke ser mine behov igen, fortæller Søren.
Hvordan hænger det sammen med, at de smiler stort og kysser i afsnittet?
– Man kan godt både være kede af det og glade for hinanden på samme tid. For mit vedkommende prøvede jeg at parkere konflikten, men det blev sværere og sværere da jeg stadig have følelsen af nedprioriteringen af os to.