Sport 2023 vender tilbage – men med en markant ændring
DR er traditionen tro klar til at hylde store præstationer i sporten.
Det sker til det store show ”Sport 2023”, der altid afholdes i Boxen i Herning.
Der er genvalg til værterne Josefine Høgh og Tina Müller, som igen står i front for showet.
Som altid er der også musikalske gæster, som er de nye stjerneskud Dopha og Zar Paulo, mens Shu-bi-dua skal hyldes af The Party Orchestra med artisterne Michael Carøe, Bobo Moreno, Birthe Kjær og Pilfinger.
Men showet handler jo også om de mange sportspræstationer i 2023.
Som altid uddeles priserne ”Årets Sportsnavn” og ”B.T. Guld”.
Én markant ændring i ”Sport 2023” er, at der er blevet tilføjet et par nye priser.
- Der skal uddeles flere priser end nogensinde, og det er fordi, der er så mange ildsjæle i dansk idrætsliv, der fortjener at blive hyldet, og samtidig har vi fundet nye kreative måder at uddele priserne på, så det bliver et show med højt tempo og overraskelser af både kendte og ukendte fra sportens verden, fortæller Anders Kern Boje, som er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sporten.
Når showet løber af stablen 6. januar, skal der altså uddeles to spritnye priser.
DIF uddeler prisen ”Årets holdkammerat” til en ung, der er med til at skabe gode fællesskaber i sportens verden.
Mens DIF og Grundfos Fonden uddeler ”Idrættens Sociale Pris” til nogle, der har gjort en vigtig social indsats i idrættens verden.
Showet kan ses på DR1 den 6. januar klokken 21.00.