Stjernen fra Theo & den magiske talisman: Holder jul den 25. december
Danskerne har kunnet tælle ned til juleaften med DR-julekalenderen ”Theo & den magiske talisman”, hvor Kian Lawson-Khalili har hovedrollen som drengen Theo.
I modsætning til de fleste andre, så skal den 13-årige julekalenderstjerne dog ikke selv holde jul den 24. december.
- I min familie fejrer vi først jul den 25. december, fordi min mor er fra England, forklarer Kian.
Jul i Danmark
- Jeg har aldrig prøvet andet, så for mig er det ikke mærkeligt. Vi holder ofte jul i England, men i år skal vi være hjemme hos os i Danmark, forklarer Kian og tilføjer:
- Vi ser julefilm den 24., og dagen efter er der gaver under træet, og så spiser vi kalkun ved frokosttid.
Få dage efter, den 28. december, fylder Kian 14 år.
Det unge stjernefrø bor i Herlev med sin mor, der er fra England, sin far, der er fra Iran, og storesøsteren Jessica på 18 år.