Tanja fra Gift ved første blik: Derfor vil jeg ikke flytte
Benny fra ”Gift ved første blik” drømte om at blive matchet med en kvinde i Københavnsområdet, så han kunne slå to fluer med et smæk og komme tættere på sin søn.
Da produktionen spurgte, om han også var villig til at flytte til en anden landsdel, svarede han ja. Anderledes så det ud for Tanja.
- Jeg var blevet spurgt, om jeg var flytbar, og der sagde jeg nej. Og så spurgte de om, hvis min partner var flytbar… I forhold til de fem uger tænkte jeg, at det skulle vi nok finde ud af, fortæller hun til BILLED-BLADET.
Hun havde dog ikke lige overvejet, at hendes match næsten ikke kunne bo længere væk inden for Danmarks grænser. Benny bor nemlig på Falster.
- Jeg havde vist lige glemt omfanget af den sjællandske geografi og nok undervurderet, at Falster kunne blive en del af den ligning. Da Benny så fortalte mig, hvor han boede, kom jeg til at spørge, om ikke jeg var havnet i det forkerte program, da jeg ikke lige kunne mindes at have meldt mig til “Kærlighed hvor kragerne vender”, det kunne jo ikke blive længere væk, griner Tanja.
- Heldigvis grinede Benny også, fortæller hun.
Hun og Benny tog den geografiske udfordring oppefra og ned.
- Benny var jo indstillet på at flytte. Vi lavede en plan, så det kunne lykkes. Jeg tog noget ferie, og det samme havde Benny gjort.
Når Tanja står fast på at blive i det jyske, er det i høj grad fordi, hun gerne vil være tæt på sine børn, som hun har et rigtig godt forhold til.
- Jeg har både min datter og min søn her i Aarhus, forklarer hun og tilføjer:
- Jeg er også glad for Aarhus. Her er jeg født, og her arbejder jeg. Jeg trives her og hører til her, slutter hun.