Thomas Helmig tøvede slet ikke med sit ja, og det har han ikke fortrudt
Musiker Thomas Helmig har prøvet meget i sin lange karriere.
Nu har han sagt ja til en ny ting.
Det afslører DR i en pressemeddelelse.
For Thomas Helmig er én af hovedpersonerne i det kommende tv-program ”En særlig samtale”.
Inspirationen til programmet kommer fra Frankrig, hvor en gruppe journalister fra avisen Le Papotin, hvis redaktion er en del af et socialt tilbud til mennesker med autisme, gennem en årrække har interviewet kendte franskmænd.
Nu skal der laves en dansk version på tv.
Her bliver ordet givet til en række danske journalister med funktionsnedsættelser, der er en del af Gladfonden og TV Glad.
I første program er det altså Thomas Helmig, der skal svare på deres mange spørgsmål. Heldigvis havde han ingen kvaler ved at være med.
- Da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at deltage i ”En særlig samtale”, blev jeg glad og sagde ja med det samme, fortæller han og fortsætter:
- Og det er jeg glad for nu, for jeg syntes, at det blev en god og anderledes snak og et par timer i det allerbedste selskab.
I det andet afsnit af ”En særlig samtale” er det statsminister Mette Frederiksen, der er hovedperson.
Første afsnit har premiere den 25. december, mens det andet afsnit har premiere den 27. december på DR TV og på DR1 klokken 21.00 og 21.15.