Thomas Ring lover Trine evig troskab
Selvom klokken blev syv om morgenen, inden han lagde hovedet på puden, var der ikke noget med at hvile på laurbærrene dagen efter finalebraget i Parken.
Hele søndagen havde Thomas Ring Petersen travlt med at give diverse interviews, og dagen sluttede af i Koncerthuset, hvor han gav autografer. Blandt andet til Clara på 10 og Freja på ni, der har heppet på Thomas hele vejen. De to piger kender nemlig Thomas' kæreste, Trine, som er deres lærer på Nyelandsvejs Skole på Frederiksberg.
Trines to elever ville sikre sig, at Thomas ikke svigter Trine, bare fordi han er blevet berømt. Derfor havde de lavet hver deres troskabsplakat, som Thomas skulle skrive under på.
På Frejas stod der "Vil du være sammen med Trine resten af dit liv?" Thomas kunne så krydse i "JA" eller "NEJ" og sætte sin underskrift. Han valgte at sætte sit kryds ved "JA".
På Claras plakat stod der "Thomas og Trine 4 ever". Så skulle det være på plads - Thomas og Trine bliver sammen resten af livet.