TILLYKKE: Kjeld Nørgaard fylder 78 år
Kjeld Nørgaard kan på sin fødselsdag i dag kigge tilbage på et langt liv på scenen og foran kamearerne. Men når alt andet er glemt, vil én rolle stå tilbage. Nemlig som den frække frø Kaj i dukke-duoen "Kaj og Andrea" - en af dansk børne-TV's allerstørste klassikere.
Far til Kaj og Andrea
Og så skabte Kjeld Nørgaard ovenikøbet selv "Kaj og Andrea". I én af sine få arbejdsløshedsperioder som skuespiller kom han i kontakt med DR's B&U-afdeling og præsenterede ideen. Papagøjen Andrea er opkaldt efter hans mormor, som han voksede op hos på Bornholm, og er efter sigende hans lille hævn over en skrap dame.
Hele 83 programmer blev det til i perioden mellem 1971 og 1975 med Poul Kjøller og Kjeld Nørgaard som de voksne og altså også med sidstnævnte som Kajs stemme.
- Man bliver ikke et kendt ansigt af at lægge stemme til en frø, og det er egentlig ganske rart, har Kjeld Nørgaard engang beskedent udtalt.
Mange biroller i danske TV-serier
Han har droslet noget ned for skuespilleriet, men har i de seneste årtier optrådt i biroller i et hav af danske TV-serier og film. Apropos hav, så sejlede han en gang jorden halvvejs rundt som gast på vennen Erik Wedersøes jordomsejling.
LÆS OGSÅ: Erik Wedersøe er død
Kjeld Nørgaard er gift med jordemoder Ulla Steen, og parret spenderer en stor del af deres otium på at rejse rundt i verden. Blandt andet på lystfiskerrejser.
BILLED-BLADET ønsker stort tillykke med dagen!