Timm Vladimir ramt af corona
Tv-værten Timm Vladimir er blevet ramt af den frygtede coronavirus. Det skriver han i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.
- Hej allesammen. Så blev det sgu min tur til at være positiv. På den negative måde. Jeg er testet positiv for Covid-19 og er derfor gået i selvisolation med mit Netflix-abonnement og et par flasker god rom.
- Jeg har ingen symptomer pt. Tak, fordi du spørger. Min familie tester indtil videre negativt, skriver Timm Vladimir i opslaget, hvor han har lagt et billede op af en flaske rom.
Sådan blev Timm smittet
52-årige Timm Vladimir er gift med forfatteren Katrine Engberg, og sammen har de sønnen Cassius.
Værten på ”Den store bagedyst” har en god idé om, hvordan han har fået corona.
- Jeg er med stor sandsynlighed blevet smittet af en af mine medarbejdere i administrationen, som også er positiv, og som jeg havde et fysisk møde med i starten af ugen. I Timm Vladimirs Køkken er vi meget forsigtige med at omgås hinanden, og de fleste arbejder hjemme, skriver tv-kokken på Instagram og fortsætter:
- En af vores forholdsregler er, at vi i administrationen ikke ses med vores undervisere for at stoppe eventuelle smittekæder. Derfor har ingen af os haft kontakt med vores undervisere, og derfor er det stadig helt sikkert at komme som gæst på vores kurser.