Tina Müller: Derfor har jeg ikke fået børn

DR-værten Tine Mïller, der lørdag aften den 4. januar er en af værterne ved "Sport 2019" på DR1, er 42 år og har i de seneste par år oplevet meget. Dels omvæltninger på jobfronten, som bl.a. betød, at hun efter en periode i Aarhus flyttede tilbage til København for at arbejde på DR Sporten - dels privat. Hun og broren tog beslutningen om at møde deres biologiske far, som Tina ikke har set, siden han forlod familien, og hun var et halvt år gammel.

Det var et stort skridt

– Mødet med ham har gjort, at jeg nu kender mit ophav, og mange brikker er faldet på plads, for jeg har gået med tanker om, hvem han var som person. Selv om han er min far, så er han et fremmed menneske, så det kommer til at tage tid at lære ham at kende, men det har fyldt meget i mit liv, og det var et stort skridt at tage kontakten. Det var verdens bedste gave, at min bror og jeg kunne snakke med og læne os op ad hinanden, fortæller Tina.

Et andet vigtigt spørgsmål har hun også tumlet med i lang tid, nemlig om hun skulle få børn. Spørgsmålet har presset sig mere og mere på i takt med, at hun blev ældre. – Jeg har det okay med min alder, og jeg synes også, jeg har nået meget af det, jeg ville, ligesom jeg har fået mange af mine drømme opfyldt. Alderen har jeg mest mærket til i forhold til beslutningen om at få børn eller ej. Jeg har brugt nogle år på at finde frem til, hvad der var det rigtige for mig, og hvad jeg havde lyst til – og det har været en kamp.

Et hul i mit hjerte

- Jeg har altid forestillet mig et liv med børn, for jeg elsker børn, og jeg véd også, at der er et hul i mit hjerte ved tanken om, at jeg højst sandsynligt ikke får den drøm opfyldt. I nogle år overvejede jeg, om jeg skulle have et donorbarn. Men jeg blev ramt af, at det ikke var den måde, jeg ville sætte børn i verden på, og jeg ønskede ikke at få et barn alene. Jeg var langt i processen og sad på sengen i soveværelset og åbnede den lille taske med kanyler og hormonbehandling, men jeg kunne ikke gennemføre handlingen. For det handlede jo ikke kun om mig, men om hvordan livet ville være for den lille ny, som jeg ville sætte i verden. Da blev jeg ramt af, at jeg aldrig i min opvækst har kendt min rigtige far, og det kom til at fylde i processen. Jeg følte, at jeg gav sorgen, vreden og alle spørgsmålene, jeg har haft i forhold til min biologiske far, videre til mit kommende vidunderbarn, selv om min fornuft godt kunne sige, at sådan behøvede det ikke at blive. Der var så mange følelser, og den kamp, som jeg har haft, ønskede jeg ikke at give videre. Jeg har den dybeste respekt for de kvinder, der får et donorbarn, men det er en svær beslutning og følelsesmæssigt hårdt, forklarer Tina, der virker afklaret med situationen.