TV Avisens Erkan Özden: Sådan har du aldrig set ham før
"I dag fylder denne flotte fyr 45 år. Billedet er ganske vist af ældre dato og guldkæden er for længst lagt på hylden. Men selvom man kan tage drengen ud af Vestegnen, kan man ikke tage Vestegnen ud af drengen", skriver tv-vært Erkan Özden. Det gør han til et billede af en noget yngre udgave af sig selv iført mønstret skjorte og guldkæde.
Et billede han har delt på både Instagram og Facebook, og som BILLED-BLADET har fået lov at dele.
Sådan fejrer Erkan Özden dagen
Til spørgsmålet om, hvad den nu 45-årige tv-vært skal lave sådan en særlig dag, lyder svaret:
- Det bliver en helt stille og rolig dag herhjemme med familien. Jeg er lidt underligt anlagt, når det gælder fødselsdage. Det er ikke rigtig noget jeg selv har gået op i tidligere. Og sandheden er nok, at jeg er noget akavet omkring det. Det er faktisk min søde kone og børn, der har lært mig det og har insisteret på at fejre mig. Et år fik jeg at vide, at jeg måtte gøre lige hvad jeg ville, hvilket resultererede i, at jeg ikke ville have gaver og tog ud at fiske med en ven.
- Mine unger blev ret kede af det, og jeg fik vildt dårlig samvittighed. I bagklogskabens lys var det temmelig idiotisk af mig. Men jeg har taget ved lære og kan faktisk meget godt lide det nu, i begrænset omfang. Det skal ikke overdrives. måske er det noget jantelov fra min arbejderklassebaggrund. Alting med måde og inden for rimelighedens grænser, skriver Erkan Özden i et svar til BILLED-BLADET.
BILLED-BLADET ønsker stort tillykke med dagen.