Tv-stjernen Vera har 25-års jubilæum: Michel Castenholt bliver stadig genkendt
I 1997 tonede Vera frem på skærmen første gang lidt ved et tilfælde.
Og nu kan hun altså fejre sit 25-års jubilæum som tv-stjerne kendt fra DR-programmer som ”Børne 1’eren” og ”Rutsj!”.
Manden, der gemmer sig bag kostumet, Michel Castenholt bliver den dag i dag stadig genkendt som Vera, skriver DR.
Opstod ved et tilfælde
Michel Castenholt havde en fast tjans på børneprogrammet ”Børne 1’eren” i 1997.
Dengang ringede børn ind for at de kunne styre kameramanden igennem kælderen ude på DR, og her dukkede den sure pedel i form af Michel Castenholt op.
Men en dag fik han idé om, at den mere livlige Vera skulle dukke op frem for pedellen.
Det faldt ikke ligefrem i god jord, og skuespilleren måtte vende tilbage til rollen som pedel. Men da anden sæson af ”Børne 1’eren” skulle aftales, genopstod Vera fra de døde.
Siden blev hun noget af en tv-stjerne, der også agerede vært på blandt andet quizprogrammet ”Rutsj!”, ”Lørdagshytten” og på et tidspunkt fik hun sit eget program ”Vera” også.
Stadig genkendt
I 2006 blev Vera taget af skærmen, og siden har hun ikke vist sit smukke ansigt.
Alligevel oplever 66-årige Michel Castenholt, at flere genkender ham som den farverige midaldrende kvinde, der var noget bramfri.
Han oplever faktisk mange rørende ting, når folk genkender ham, der gør ham stolt.
- Der var helt ærlig slet ikke nogen aktivistiske tanker bag det her med, at jeg var en mand, der klædte mig ud som en dame. Men når jeg går på homoværtshus, kommer der stadig mænd op til mig og siger: "Du skal bare vide, at det var så fedt for lille mig, der boede hjemme i Jylland, at se en mand i dametøj på tv."
- Så fortæller de mig, at Vera var med til at gøre dem mere modige eller gjorde, at de følte sig mindre alene. Det synes jeg kraftedeme er fedt, fortæller Michel Castenholt til DR.
Michel Castenholt er glad for Veras jubilæum, og han er kun taknemmelig for, at danskerne tog så godt imod hende dengang for 25 år siden.