Ude af Alene i vildmarken: Sådan går det efter økseulykke
Den nye sæson af ”Alene i vildmarken” er nærmest kun lige begyndt, men det første par har allerede forladt konkurrencen.
Det skyldes dog hverken sult, kulde eller uvenskab. Det var derimod en økseulykke, der satte en tidlig stopper for far og søn i årets konkurrence.
Læge blev tilkaldt
Som man kunne se i programmet torsdag aften, ville Mark spidse en gren med sin økse, men i stedet kom han til at hakke hul i fingeren.
Blodet fossede ud og lægehjælpen hastede til deres lejr i ødemarken. Lægen vurderede, at der skulle ses nærmere på fingeren, og det betød samtidig, at far og søn var nødt til at tage slukørede hjem efter bare fem dage alene i vildmarken.
Heldigvis slap han uden det store indgreb, og han kunne nøjes med tre sting.
- Så det var ikke det vilde, siger han til dr.dk.
Mark er stadig følelsesløs der, hvor øksen ramte, men han er glad for, at han trods alt slap relativt billigt fra ulykken. For øksen var skarp, og det kunne nemt have gået langt værre.