Undrede du dig også? Derfor blev afdøde Jens Werner ikke mindet til Sport 2024
Det forgangne års allerstørste sportspræstationer og sportspersonligheder blev hyldet til ”Sport 2024”, der løb af stablen i Boxen i Herning lørdag aften med Josefine Høgh og Tina Müller som værter.
Desuden blev et nyt sportsnavn indlemmet i Hall of Fame.
Undervejs i showet var der også en meget rørende hyldest af Morten Stig Christensen. Han døde pludseligt for et par måneder siden og blev bare 65 år gammel.
Han blev i første omgang kendt som håndboldspiller, men de sidste mange år af sit liv var han yderst aktiv i forbundet DanskHåndbold, hvor han var bestyrelsesformand.
Nogle af showets seere mener, at særligt én anden afdød sportsmand også havde fortjent at blive nævnt i showet.
”Hvad med Jens Werner? Han var jo en stor mand inden for danseverdenen. Men den bliver jo aldrig nævnt, selv om vi både har verdens- og europamestre”, skriver for eksempel en af BILLED-BLADETs læsere på vores Facebookside.
Jens Werner døde i sommer efter at have været syg med kræft. Han blev 59 år gammel. Af mange var han bedst kendt som dommer i ”Vild med dans”, men forinden havde han stor succes som professionel danser. Jens Werner er den mest vindende danser herhjemme og har blandt andet vundet EM- og VM-guld.
BILLED-BLADET har spurgt DR, hvorfor han ikke også blev mindet i DR’s årlige sportsshow.
"I 2024 var der flere markante sportspersonligheder, som gik bort. Desværre var der ikke mulighed for at mindes dem alle ved Sport 2024. I år valgte redaktionen af mindes Morten Stig Christensen, der ved sin død fortsat havde en aktiv rolle i dansk idræt som formand for Dansk Håndbold. DR har tidligere mindet Jens Werner i bl.a. "Året der gik 2024" og på dr.dk", lyder det i et skriftligt svar fra DR.