Vejr-kollegaerne tog tårevædet afsked med Jesper Theilgaard
Det er nærmest en institution i sig selv, som takker af efter 27 år som vejrvært.
Jesper Theilgaard gav sin sidste vejrudsigt torsdag aften, og fredag eftermiddag var der afskedsreception i DR-byen. Og her mødte kollegerne talstærkt op for at tage afsked med den mand, der for mange er blevet, hvad Henrik Voldborg var for den tidligere generation.
Kollegaens rørende tale til Jesper Theilgaard
Især for vejrvært Søren Jacobsen, som gennem 37 år har arbejdet sammen med Jesper Theilgaard, var afskeden svær.
- Jesper, du skal bare vide, at vi på redaktionen kommer til at savne dig. Jeg tror sgu ikke helt, vi har forstået hvor meget, sagde Søren Jacobsen i sin tale og måtte efterfølgende holde et par sekunders pause for lige at samle sig.
- Til sidst vil jeg gerne sige dig personligt tak for 37 år, sluttede Søren Jacobsen, inden stemmen knækkede, og han trådte med røde øjne ned ad trappen for at give en krammer til sin mangeårige kollega Jesper Theilgaard.
Lige som flere af de fremmødte fældede også dagens hovedperson et par tårer over den meget rørende tale.
Jesper Theilgaard er ikke færdig med klimaet
Afskeden med kollegerne var svær, men Jesper Theilgaard er ikke ked af sin beslutning og mener, at han har fuldført sin opgave. Han er dog langt fra færdig med at arbejde med vejr og klima.
- Jeg har det godt. Man kan sige ”mission accomplished”. Der er et liv nu foran, og jeg skal formidle klima i stor udstrækning, og det glæder jeg mig enormt meget til, fortalte Jesper Theilgaard, som fremover vil bruge tiden i sit eget firma, Klimaformidling.dk.