10. jun. 2020
Af Laura Dalgård Hansen

Vejrvært er gået på barsel: Se kollegaernes fine gave

Louise Gade Sig
Louise Gade Sig
Foto: Niels Åge Skovbo
Louise Gade Sig fik en fin gave fra kollegaerne på DR Vejret, da hun i weekenden havde sidste arbejdsdag inden sin barsel.

Babybulen vokser på DR’s vejrvært Louise Gade Sig, og hun er netop gået på barsel, for om bare en måned bliver hun mor til endnu en pige.

Sidste arbejdsdag inden barslen havde hun søndag aften, og det gik ikke ubemærket hen hos kollegaerne.

”Kollegerne sendte mig på barsel med en buket så stor, at jeg måtte stille med både trailer og hydraulisk lift for at få dusken bragt hjem. Så sødt!, skriver Louise Gade Sig i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.

En ambivalent barsel

”Dette er min tredje barsel, og jeg har det altid lidt ambivalent med det. Tidligere betragtede jeg barsel som en klods om karrierebenet, men i dag ved jeg, at det bare er et fingerknips i et langt arbejdsliv, det HELE værd og ikke noget, der behøver at bremse dig. Jeg ved, der kommer dage, hvor jeg ønsker, min barsel aldrig stopper, og så kommer der dage, hvor jeg ville ønske, jeg stod ved en sendevogn på en smuk location med nedtællinger i øret og live-adrenalin i kroppen. Dage, hvor jeg er fyldt op af kingsize kærlighed til familielivet og dage med en følelse af at være ude af drift i en triviel verden, hvor dagene bare griber hinanden,” skriver hun videre på det sociale medie.

Jeg elsker mine børn

"Men alting er foranderligt: Efter regn kommer sol. Efter en periode uden søvn, kommer søvnen tilbage. Efter uro kommer ro. Efter en periode med den helt særlige følelse af ensomhed, en barsel også kan give, kommer alt det modsatte. Jo, barsel er - for mig - en ambivalent størrelse. Men mest af alt er det VIDUNDERLIGT, for jeg elsker mine børn højere end himlen. Lige om lidt kommer endnu et lillebitte hjemmelavet mirakel ud til os. Det er i grunden ret vildt og fantastisk", skriver Louise Gade Sig.

Hun har i forvejen døtrene Leonora og Madelin, og snart bliver familien udvidet med endnu en datter.

https://imgix.billedbladet.dk/louise5_2_0.jpg
Louise Gade Sig
Foto: Privat

Læs mere om: