30. aug. 2017
Af Liz Rørsig
Vejrværten Nina Bendixen venter barn nummer to
Nina Bendixen og datteren Molly.
Foto: Sara Najaaraq Warming
Nina Bendixen, vejrværten på DR1, er gravid og glæder sig til familieforøgelsen i januar næste år.
Nina Bendixen og ægtemanden Lasse Lefevre bliver igen forældre i slutningen af januar næste år.
I forvejen har parret datteren Molly, der fylder tre år om to måneder.
– Jeg har haft kvalme og træthed lige efter bogen, men ellers har jeg det rigtigt godt, fortæller vejrværten til BILLED-BLADET.
Glad storesøster
Og lille Molly glæder sig til at blive storesøster.
– Min datter er meget stolt og glad, og jeg håber, at det fortsætter, når der faktisk kommer en baby ud af det. Hun er meget glad for babyer, så det er jo et godt udgangspunkt, og hun snakker ikke om andet i vuggestuen, lyder det med glæde i stemmen fra Nina.