Vemodig afsked med Morgensang: Sådan sagde de farvel
Mandag morgen var vemodig for fans af DR1-programmet ”Morgensang” og for værtsparret Ole Kibsgaard og Kaya Brüel.
Her blev den sidste udsendelse af det populære morgenprogram nemlig sendt.
Ole Kibsgaard startede programmet med at fortælle, at mandagens program var nr. 294 af ”Morgensang med Kaya og Ole”, og at der gennem tiden var blevet sunget hele 588 sange.
Værtsparret takkede seerne for alle deres søde hilsner og sangønsker, som de har fået tilsendt i den tid, programmet er blevet sendt.
Ole Kibsgaard og Kaya Brüel udtrykte også begge, hvor glade de har været for, at de gennem musikken har været med til at bringe folk sammen i corona-tiden, selv om mange jo ikke har kunnet være sammen fysisk:
- Det har jo været en vild tid. ”Morgensang” er opstået af det her fællesskab, vi havde brug for i en svær og udfordrende tid, og derfor er vi bare meget glade og taknemmelige for, at vi har kunnet bidrage med dét, som musik og sang kan, sagde Kaya Brüel i programmet.
Værtsparret var tydeligt rørte – især da de skulle i gang med programmets allersidste sang.
Meget passende var valget faldet på ”Den allersidste dans”, der har musik af Kai Normann Andersen og tekst af Børge Müller. Sangen blev oprindeligt skrevet til filmen ”Mød mig på Cassiopeia” fra 1951.
Ole Kibsgaard og Kaya Brüel satte sig sammen bag klaveret og sang den smukke duet, inden de afsluttede ”Morgensang” med ordene: ”Tak for sangen. Vi synges ved”.