VIDEO: Æblesjov med Grand Prix-sangerne
Som det er tradition, så brugte de fleste af Grand Prix-solisterne et par timer lørdag formiddag på at møde deres fans et sted i MGP-værtsbyen, før det går løs med aftenens show. I år fandt det sted i Odenses helt nye museum, Mønstergården, hvor temaet var ”Æbler”. Syv af de ti solisterne kom kl.10 for at møde trofaste MGP-fans, give autografer og blive fotograferet sammen med små og store fans, signere t-shirts, som blev bortloddet i en æblemost-konkurrence, og meget mere. Efter en uges prøver og ikke mindst den store generalprøve i aftes er nerverne hos de fleste sangere faldet lidt til ro, og både favoritten Basim og de andre sangere gav udtryk for, at nu glædede de sig bare til, at klokken skal blive 20, så de kan komme på scenen og give seerne en stor musikfest. Kun Sonny, Bryan Rice og Anna David valgte at springe æble-arrangementet over og måske sove længe, så de kunne være helt friske og udhvilet til aftenens Melodi Grand Prix i Arena Fyn.