X Factor: Derfor sendte Remee Sol & Christian ud
Det var ikke let at vælge mellem Vita og Sol og Christian, men Remee endte i sidste ende med at sende Vita videre til næste uges ”X Factor”-liveshow.
Og det var der en helt særlig årsag til.
Ikke værdigt at slutte sådan
- Jeg husker Vita, fra hun kom, lignede og sang som en superstjerne, til at der står en pige nu, som ikke ser ud til at være landet det rigtige sted.
- Jeg synes ikke, det var værdigt for hende at gå ud med det. Jeg synes ikke, det var værdigt for hende at gå ud med tekniske problemer, forklarer den rutinerede dommer om baggrunden for at lade 17-årige Vita gå videre.
Det næste må være deres egen sang
Det betød med andre ord, at Sol og Christian måtte sige farvel til ”X Factor”, men Remee er overbevist, at de nok skal klare sig fremover.
- Sol og Christian går ud med en hardcore fanbase, der elsker dem. Så godt som det sad i aften er jeg sikker på, de bliver hos dem, fortæller Remee, som var imponeret over den unge duos høje niveau.
- Jeg kan ikke se dem komme tilbage i næste uge med en ny dimension. Det næste må være deres egen sang, mener han.
Tilbage i ”X Factor” er nu Jamie, Rasmus, Sigmund, Vita og Place on earth, som skal kæmpe om en plads videre i konkurrencen igen næste fredag.