X Factor-grupperne har øvet på Thomas Blachmans husbåd
Thomas Blachman og hans kone Sarah Schackinger har taget grupperne under deres vinger i hele ”X Factor”-perioden.
De har endda åbnet deres husbåd for de unge mennesker, der har kunnet øve hjemme hos parret.
- Grupperne har øvet hjemme hos os og er blevet en del af det hele. Det er fuldstændig uundgåeligt ikke at lade sig rive med af ”X Factor”, som fylder meget i vores hverdag, men er en kæmpe gave. Der kommer en masse dynamik, energi og ja, musik i hverdagen derhjemme, siger Sarah Schackinger, gift med ”X Factor”-dommeren Thomas Blachman, til BILLED-BLADET.
Sarah Schackinger overrasket over Citybois-exit
Hun har trofast været i studiet om fredagen.
- Ja, man håber på det bedste for deltagerne og følger deres udvikling. Jeg har siddet med bankende hjerte, når de alle har været på. Det er fuldstændig uundgåeligt ikke at følge dem tæt, siger Sarah Schackinger om Thomas Blachmans grupper.
Hun var noget overrasket over, at Citybois ikke kom i finalen.
- Det var sindssygt overraskende, at de ikke gik videre. Da jeg så de to drenge i første program, tænkte jeg, at de ville komme rigtigt langt på grund af deres energi. De havde noget ”X Factor” over sig, og jeg troede faktisk, at de ville vinde, siger Sarah Schackinger.