X Factor-Lucy er helt rundt på gulvet
Der er en verden eller flere til forskel fra Thy-lejren, hvor Lucy Mardou bor til daglig, og så til scenen i studie 5 i DR-Byen, hvor Lucy nu står som en lysende X Factor-stjerne.
Selv føler Lucy sig ikke spor fremmedgjort.
- Næ, jeg har elsket at stå på en scene, siden jeg var tre og sang om en lille kat. Det er længe siden, jeg sidst stod på en scene, men det er skønt, siger Lucy Mardou til BILLED-BLADET.
Sidder på gulvet
Både hendes mentor Remee og folkene i produktionen er vilde med hende, men må erkende, at hun er en helt anderledes størrelse at arbejde med.
- Hun er hele tiden væk. Men nu har vi fundet ud af, at når vi ikke kan se hende, så er det fordi, hun sidder på gulvet i et hjørne, fortæller Remee.
Marie Louise Just Kryger, gift med Jesper Kryger, der koreograferer deltagernes sceneoptræden, fortæller:
- Når de sætter sig om et bord for at holde møde, så kan ingen få øje på Lucy. Hun sidder et eller andet sted på gulvet for at bevare sin jordforbindelse.