X Factor-Rasmus: Vild oplevelse inden finalen
Der blev hujet og klappet, da den sympatiske ”X Factor”-finalist Rasmus stillede sig op i midten af Rødovre Centrums shoppingcenter dagen efter semifinalen og gav koncert.
Populær hos publikum
En masse mennesker havde på forhånd stillet sig klar til at se deres idol synge fem sange, og efter koncerten dannede der sig en lang kø af både børn og voksne, der ville have autografer og selfies.
- Det er voldsomt at synge for så mange mennesker. At folk gider høre på mig og være en del af min ting. Det er mærkeligt, men jeg elsker det, fortalte Rasmus.
Det var første gang, han helt selv optrådte på en scene uden for ”X Factor”-regi.
Influenzaramt
De færreste bemærkede det til semifinalen, men Rasmus havde døjet med influenza hele ugen og var stadig ikke frisk, da han sang i Rødovre Centrum.
Alligevel gennemførte han og delte autografer ud med et smil.
- Jeg har haft det vild dårligt. Jeg er lidt presset i dag. Men jeg er frisk til finalen. Og jeg lover et fedt show, sagde den populære finalist med et stort smil.