Sofie Linde: Sådan fandt jeg sammen med Joakim
Der blev pjattet og grinet på den gule løber til DR Ultra Galla-showet i Sønderborg, da to af aftenens værter, Sofie Linde og Joakim Ingversen, stillede op til spørgsmål fra pressen.
Det forelskede par blev for et halvt års tid siden kærester, og hygger sig for tiden med at turnere rundt med det populære børneshow, samtidig med at Sofie også har travlt med optagelser til "X Factor".
- Det er rigtig hyggeligt at være med i Ultra Galla-showet igen. Det er jo rigtig gode venner, vi arbejder sammen med. Vi har kendt hinanden i mange år, så det er lidt som en lejrskole, hvor man bare har det sjovt, bor på på hotel og rejser lidt rundt, fortalte Sofie Linde.
Sofie Linde og Joakim Ingversen blev kærester på jobbet
Og det er også netop på arbejdet, at følelserne udviklede sig mellem dem.
- Vi var venner i to år, før vi blev kærester, og kender hinanden fra arbejdet, sagde Sofie, mens Joakim smilende supplerede.
- Vi begyndte pludselig at gå mange ture med Sofies hund.
Stadig lige gode kollegaer
Ikke meget har forandret sig på arbejdet, efter at de er blevet kærester.
- Vi er meget vant til at arbejde sammen, så der har ikke været noget. Vi skændes lige så meget, som vi altid har gjort, og griner lige så meget som vi altid har gjort. Det er meget det samme og ret hyggeligt. Vi er gode til at få det bedste ud af det, lød det fra Sofie, som selvfølgelig deler hotelværelse med Joakim under DR Ultra Galla-turnen, der slutter i København på søndag.