Gintberg bliver til ’Klaus på kanten’ i Norge
Programtitlen ’Gintberg på kanten’ er blevet til ’Klaus på kanten’, og i stedet for udkants-Danmark er det udkants-Norge, der bliver rejst tyndt, når norsk TV 2 i denne uge har premiere på DRs programformat, som de seneste år har gået både på DR1 og DR2.
For første gang er det lykkedes for DR – i samarbejde med firmaet Banijay - at sælge formatet til Gintberg-programmerne, som de næste 12 uger i stedet bliver lavet til nordmændene af radio- og TV-værten Klaus Sonstad. I første udsendelse er han på antropologisk udflugt til øen Værøy i Lofoten, og ligesom Jan Gintberg slutter han sit besøg af med et stand up-show i forsamlingshuset.
- Jeg synes, det er fantastisk, at det nu er lykkedes os at sælge et originalt format som ’Gintberg på kanten’, forklarer souschef Helene Aurø fra DR Salg.
’Gintberg på kanten’ har tidligere imponeret internationalt, da formatet i 2011 af det europæiske tv-samarbejde, EBU, blev kåret som ét af de tre bedste public service-formater på daværende tidspunkt. Og herhjemme blev Jan Gintberg, som selv har været med til at udvikle ideen til programmet sammen med en række medarbejdere hos DR Danmark, sidste år kåret som ’Bedste mandlige tv-vært’.
Lige nu er det muligt at gense ’Gintberg på kanten’ på DR2 hver søndag klokken 21.30, og i denne uge besøger han Nysted på Lolland.