TV-lægen Charlotte Bøving har kræft: Jeg er optimist
TV-lægen Charlotte Bøving fra DR2-programmet "Lægen flytter ind" brænder for sundhed og har dyrket sport på højt niveau. Men hun ved om nogen, at en sund livsstil ikke er nogen garanti for et langt liv.
I oktober fortalte hun til BILLED-BLADET, at hun få uger tidligere havde fået stillet en kræftdiagnose.
Under en operation for tarmslyng fandt lægerne en ondartet tumor i tyndtarmen, en såkaldt neuroendokrin-tumor på 0,8 gange 1,3 centimeter. Det lykkedes lægerne at fjerne knuden.
– Den vokser to procent om året og var heldigvis ikke vokset gennem tarmvæggen. Det er et godt tegn. Men det var tæt på, og uanset hvad bliver jeg nødt til at forholde mig til at have en kræftdiagnose resten af mit liv. Hvis jeg var blevet undersøgt ordentligt, var tumoren nok blevet fanget allerede for to år siden, sagde Charlotte Bøving dengang til BILLED-BLADET.
Charlotte Bøving venter på operation
Charlotte Bøving skulle efterfølgende scannes, og hun måtte vente til november med at få at vide, om der var mere kræft i kroppen. Det svar har hun ifølge BT netop fået. Kræften har spredt sig til to lymfeknuder.
- Ja, der er desværre sket en spredning til to lymfeknuder i bughulen. Jeg er blevet henvist til Rigshospitalet og venter på en indkaldelse til en operation. Heldigvis vokser netop denne form for kræft meget langsomt, og ifølge lægerne kan jeg leve op til 15-20 år med sygdommen. Så jeg er en kæmpe optimist, fortæller Charlotte Bøving til BILLED-BLADET.
På trods af kræftdiagnosen fortsætter Charlotte Bøving med at arbejde i sin klinik i Varde, og hun er også i gang med optagelserne til en ny sæson af ”Lægen flytter ind”, som denne gang fokuserer på børn.