Vidste du det? Sådan fandt Allan Gravgaard Madsen sammen med Frederik Cilius og Rasmus Bruun
Allan Gravgaard Madsen er igen taget på tur i Europa for at opleve en masse opera sammen med sine venner Frederik Cilius og Rasmus Bruun.
Meningen er, at turen, som kan følges i ”Operarejsen II”, skal inspirere ham til at komponere en opera.
Da Allan Gravgaard Madsen første gang fandt sammen med Frederik Cilius og Rasmus Bruun handlede det dog ikke lige frem om opera.
Faktisk var det lidt af et tilfælde, at de nu er endt i så succesrigt et samarbejde.
Allan Gravgaard Madsen har kendt Frederik Cilius, siden de gik på skole sammen. Derfor var han en dag taget med Frederik Cilius på arbejde på hedengangne Radio24syv.
Han skulle overvære sin vens satireprogram ”Den Korte Radioavis”, som han lavede med Rasmus Bruun, skriver Jyllandsposten.
Selv samme dag skal der indtales en programteaser, og det blev Allan Gravgaard Madsen lokket til.
- Efterfølgende hev de mig ind hver gang, de havde brug for et nyt speak, og så udviklede min karakter sig til i dag at være med på pressebilleder og den slags. Det var slet ikke planlagt på forhånd, fortæller Allan Gravgaard Madsen, der i programmet fik tilnavnet Speaker-Allan.
Deres forhold har siden udviklet sig, og i 2022 kunne seerne første gang følge med i trioens eskapader i ”Operarejsen”.
Alle syv afsnit af anden sæson af programmet kan ses nu på DR TV, mens et afsnit om ugen kan opleves på DR 2 klokken 21.00 om søndagen.