Efter 10 år stopper Anders Breinholt: Alt godt kan have en ende
”Alting har en ende” sang Michael Bundesen akkompagneret af resten af holdet bag Shu-Bi-Dua.
Og nu er en ende nået for Anders Breinholt.
For efter næsten 10 år har han valgt at sige farvel og tak til Pineapple Entertainment ApS. Et produktionsfirma han skabte sammen med Ricco Wichmann og produktionsselskabet Banijay.
Det fortæller han i et opslag på Instagram.
Anders Breinholt fortæller ligeledes, at han også afhænder sin ejerandel, men at denne endnu ikke er afsat/afsluttet. Så indtil det falder på plads, er han altså stadig medejer, dog ikke ansat.
Han udtrykker dyb taknemmelighed for alle de mennesker, han har været involveret med i sin tid på produktionsselskabet, men fortæller også, at fremtiden ser lys ud, og byder på masser af projekter, som han fortæller mere om i 2023.
Pineapple Entertainment er, ligesom Banijay, et produktionsselskab. På deres hjemmeside skriver de om sig selv:
”Partnerne Anders Breinholt og Ricco Wichmann startede i 2013 produktionsselskabet Pineapple Entertainment med ønsket om at skabe landets bedste talkshows, comedy og underholdningsprogrammer til alle tv-kanaler. Siden da har firmaet udvidet spillepladen til at inkludere sjovt, vedkommende og slagkraftigt indhold til alle slags platforme.”
Af programmer i Pineapple Entertainments porteføje kan blandt andet næves: "Natholdet", "ZULU Awards", Mormor på Mandejagt og Diamantfamilien".