Emil fra Lønnebergs TV-mor er død
Når Emil fra Lønneberg har lavet skarnstreger og hans far er ved at eksplodere af raseri over sin uvorne knægt, kan Emil som regel regne med, at hans mor er hurtigere til at tilgive synderne end den temperamentsfulde far.
I TV-serien, der ifølge Det Danske Filminstitut blev sendt første gang i Danmark i 1976, blev Emils mor spillet af den svenske skuespiller Emy Storm.
Hun døde mandag morgen som følge af en hjerneblødning, 89 år gammel, skriver avisen Aftonbladet.
- Hun har haft mere og mere besvær. Hun faldt og fik en hjerneblødning, så det har ikke været let, udtaler Emy Storms ægtemand Göte Fyhring, 85 år, til avisen.
Han fortæller, at Emy Storm faldt i starten af november og tidligere også har været igennem en hofteoperation.
Emy Storm spillede ifølge Politiken også med i filmen ”Den gode vilje” fra 1991, der er instrueret af Bille August og med manuskript af Ingmar Bergman.