Emma Sehested Høeg er på alles læber: Her kender du hende fra
Søndag aften er der premiere på den nye tv-serie ”Killjoy” på TV 2 Echo.
En serie der handler om karakteren Nanna, som på sin egen måde prøver at finde tryghed i sin egen seksualitet.
Bag serien står makkerparret og kunstnerduoen Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg, der også går under navnet ”How to kill a dog”.
Og måske ringer der en lille klokke, når du ser eller hører navnet Emma Sehested Høeg.
Inden for de seneste par år har hun nemlig haft gang i flere forskellige projekter, der har fået god rigtig omtale.
Hun har blandt andet været med i DR-serien ”Orkestret” i rollen som Elin. En rolle hun vandt en Robert-statuette for i kategorien ”Årets kvindelige birolle – tv-serie”. Derudover har man også kunnet se hende i den lille satireserie ”Skyld”, der ligeledes er et program, man kan finde på DR.
Men hun er også ganske musikalsk.
Emma Sehested Høeg står nemlig også bag musikprojektet ”Dame Dearest” sammen med de to musikere Rasmus Juncker og Viktor Dahl. Et musikprojekt der til maj disker op med smuk og sensuel musik, når hun besøger både Aarhus og København med sit band.
Men når hun ikke laver serier til tv eller står på scenen som "Dame Dearest", så hopper hun gerne på de skrå brædder.
Sammen med Jennifer Vedsted Christiansen og ”How to kill a dog” skabte hun blandt andet den ultrapopulære forestilling ”Lolita Forever”, og seneste efterfølgeren ”Farvel til Madonna”, der netop har afsluttet sin spilleperiode på Østerbro-teateret Teater Republique.