27. jun. 2024
Af Luise Marie Bekker, Maria Hoang

Fra hospitalet til den røde løber: Simon Stenspil dukker op til premiere få timer efter en øjenoperation

Simon Stenspil.
Simon Stenspil.
Foto: Hanne Juul
Simon Stenspil blev kort før, han dukkede op til premiere på Cirkus Summarum, opereret for grå stær.

Da Simon Stenspil torsdag eftermiddag dukkede op til premiere på Cirkus Summarum i Ballerup, havde den 41-årige skuespiller solbriller på – og det skyldtes ikke kun det blændende solskinsvejr.

Bare få timer inden premieren havde skuespilleren nemlig undergået en øjenoperation, da han havde fået konstateret grå stær – men indgrebet skulle bestemt ikke forhindre ham i at nyde en eftermiddag med Motor-Mille, Onkel Reje og Hr. Skæg.

– Når man er så stor fan af Cirkus Summarum og Muskelsvindfonden, så må man jo holde sig til. Og på trods af en øjenoperation for fire-fem timer siden, så står vi her helt klar. Er det ikke dejligt?, lød det veloplagt fra Simon Stenspil, da BILLED-BLADET mødte ham med familien på cirkuspladsen i Ballerup.

Selv om det lyder voldsomt med en øjenoperation, så forsikrede Simon Stenspil om, at det skam var forsvarligt at bevæge sig ud så kort efter indgrebet:

– Jeg har det godt. Og jeg kan allerede nu se langt mere, end jeg kunne inden, slår han fast.

Det var, da skuespillerens syn begyndte at blive sløret, at lægerne kunne konstatere, at Simon Stenspil havde grå stær, men det har operationen, hvor han fik skiftet linsen i øjet, heldigvis rettet op på:

– Det svier lidt og er lidt irriteret. Men ellers gør det ikke ondt, lød meldingen om, hvordan han havde det efter operationen.

Hans pupiller var dog stadig helt åbne, så det var derfor, han var til premiere iført solbriller.

Læs mere om: