Hov, hvad lavede Søren fra "Gift ved første blik" til arrangement med dronning Mary?
Torsdag formiddag dukkede dronning Mary op på Københavns Rådhus, hvor hun havde en vigtig opgave. Traditionen tro er det nemlig hende, der indtager scenen og viser alle det nye Julemærke.
"Julemærket 2024 er en hyldest til Kongeparret og den danske nation. Dermed fastholder Kongehuset en tradition, der går helt tilbage til 1907, hvor et nyt konge- eller regentpar pryder årets Julemærke.
Når Julemærket 2024 udkommer d. 10. oktober, bliver det i royalt format. Årets Julemærke hylder det nye kongepar, D.M. Kongen og Dronningen. På spektakulær vis skaber det en fortælling om kongeriget Danmark og vores historie," har Julemærkefonden afsløret.
Dronning Mary var dog ikke det eneste kendte ansigt torsdag formiddag på rådhuset.
Blandt publikum kunne man også se Søren Staun, som er aktuel i "Gift ved første blik" på DR1. Han sad lige bag grev Ingolf og grevinde Sussie under præsentationen af det nye Julemærke.
Der er god forklaring på, hvorfor Søren deltog i arrangementet. På Instagram har han tidligere fortalt, at han har boet en tid på Julemærkehjemmet i Hobro.
Det skete i forbindelse med udgivelsen af kogebogen “Julemad i fællesskab” i 2019, hvor Søren havde taget en del af billederne til projektet.
- Jeg tror alle i min familie kan bekræfte, hvor stor en forskel der var på den Søren, der tog af sted, og den Søren, der kom hjem igen. Det var ganske enkelt en helt ny person med mod på livet. Noget jeg i den grad stadig mærker i dag.
Derfor er jeg så glad for at kunne give lidt igen i form af det arbejde, jeg har hjulpet Julemærket med det sidste års tid, og jeg håber at kunne forsætte mange år endnu, for det er vigtigt for de mange, mange børn der bliver hjulpet hvert år, fortalte Søren dengang.
I dag er han ambassadør for foreningen - ligesom en række andre kendisser.