I 1998 havde Birthe Kjær brug for en pause fra søgelyset, og så tog hun en beslutning, der forandrede hendes liv for altid
- Jeg ville se, hvad Birthe også kunne.
Sådan lød det fra Birthe Kjær, da Cecilie Frøkjær i TV 2-programmet ”Deja-vu med Frøkjær” spurgte, hvorfor hun tog beslutningen om at tage et års orlov.
Tilbage i 1998 fyldte Birthe Kjær nemlig 50 år, og hun havde taget en beslutning om at holde en lang ferie. Holde en pause fra søgelyset. Så hun tog et års orlov, og hun havde lyst til at lave noget humanitært.
Så hun tog – blandt andet - til Thailand, og arbejdede som frivillig på et børnehjem.
- Det er en af den slags oplevelser, som står så tydeligt i min erindring, fordi det var over al forventning. Jeg havde været bekymret, da jeg ikke selv har børn, så jeg var bekymret for, om jeg overhovedet egnede mig til det, men der følte jeg, at der kunne de godt bruge to hænder. Og så blev man så knyttet til de børn, som kun havde os til at give dem omsorg og kærlighed, fortæller hun Cecilie Frøkjær i ”Deja-vu med Frøkjær”.
Men hvad gør man så, når man har brugt en hel masse tid – og set en hel masse ting – når man pludselig vender snuden retur igen? For Birthe Kjær var løsrivelsesprocessen ikke helt så nemt og ligetil. Hun blev nemlig ret knyttet til børnene.
- Jeg var lidt på en afvænning. Efter tre måneder tog jeg derud igen i tre uger, og så kom jeg hjem. Så tog jeg derud igen efter tre måneder, og var der i 14 dage. Så jeg trappede lidt ned, og børnene blev større og større, og de kendte mig jo ikke, når jeg kom derud igen. Man kommer tilbage til noget, hvor man tror, at alt er, som man forlod det – men det er det jo ikke. Livet går videre, fortæller Birthe Kjær om sin tid på det Thailandske plejehjem.
En dejlig reaktion
Med årene skulle det dog vise sig, at det ikke var helt uden betydning, det som Birthe Kjær havde gjort. For mange af de børn, hun havde puslet og kæret sig om, var havnet hos danske familier.
Familier der havde hørt, at Birthe Kjær havde været afsted.
Noget der affødte en dejlig reaktion fra forældrene. De henvendte sig nemlig til Birthe Kjær.
- Så kunne jeg fortælle dem om, at jeg havde passet deres barn. Jeg kunne give dem billeder fra før deres tid. Jeg har været til to konfirmationer ved adopterede børn, hvor jeg var den, der havde kendt barnet længst. Jeg havde billeder af børnene, da de kravlede – noget som forældrene ikke oplevede, fortæller hun i TV 2-programmet ”Deja-vu med Frøkjær”.
Og den dag i dag, har det også givet hende helt særlige relationer. Birthe Kjær har nemlig den dag i dag stadig kontakt med nogle af børnene, og hun ser også et par stykker af dem privat.