Ibi Støving: Træning får mig til at græde
Til september skal Ibi Støving giftes med fodboldspilleren Simon Makienok, hun er mor til en dejlig søn, og hun har både titler som TV-vært, model og balletdanser i bagagen.
Men selv om livet udad til ser ud til at være lyserødt for Ibi Støving, så har hun kæmpet med dårlig selvtillid og selvværd – men her kommer træning ind i billedet.
Motion har nemlig hjulpet den 39-årige TV-vært med at lade følelserne få frit løb og blive stærkere mentalt.
- Nogle gange når jeg træner rigtig hårdt, og timen er færdig, får jeg lyst til at græde. Sidst jeg var færdig med min træning, måtte jeg tørre både sved og tårer væk med håndklædet. Fordi jeg gav slip på endnu et monster indeni – fordi jeg vinder en lille smule hver gang, jeg kommer af sted til træning, fortæller Ibi Støving på sin blog.
Farvel til monstrene
- Det kan godt være, at det ikke er noget, der giver medaljer eller guldpokaler, men det giver mig noget, man ikke kan købe for penge: selvtillid og selvværd. Og det er de to ting, der har manglet til tider - de to der har inviteret monstrene indenfor i det allerhelligste. Det har været gæsterne der aldrig gik – der nu bliver smidt ud, tilføjer TV-værten.
Hun forklarer, at tårerne tilhører fortiden, de mennesker der har gjort hende ondt, og de problemer hun har kæmpet sig igennem.