Jaget Vildt vender tilbage: Disse kendisser skal efterforskerne finde
Det succesfulde tv-program "Jaget Vildt" har i flere sæsoner udfordret diverse kendisser, når de har skullet gemme sig for de erfarne efterforskere.
Nu er et nyt hold kendte klar til at kaste sig ud i den hæsblæsende udfordring.
En ny sæson af programmet er netop gået i optagelse, og i den forbindelse er de fire par blevet offentliggjort.
Det første par er skuespillerne Stephania Potalivo og Neel Rønholt, der udover at være kollegaer er nære venner.
Nære venner er komikerne Torben Chris og Uffe Holm også - og de har nu også takket ja til at medvirke i "Jaget Vildt".
Det samme har Bjarne Henriksen og Melissa Bentsen. De to kender hinanden særdeles godt, da de begge var med i anden sæson af TV 2-hittet "Forræder", hvor de knyttede et stærkt bånd.
Det sidste par er to mænd, som har et indgående kendskab til efterforskning. Både Vlado Lentz, der bl.a. er kendt fra "Politijagt", og Christian Berthelsen, kendt fra "Fanget på politiets kamera", har således mange års erfaring som politibetjente.
Den nye sæson bliver sendt på MAX og Kanal 5 næste år.