Jakob Kjeldbjergs franske idyl
- Velkommen til mit paradis, smiler en solbrun Jakob Kjeldbjerg, 41. Lederen af "Robinson Ekspeditionen" tager imod i shorts og T-shirt i sit lille slot af et hjem, der ligger i den smukke franske bjergby Magagnosc ved Grasse. For fire år siden skiftede han og familien fuglefløjt på Emiliekildevej i Klampenborg ud med lyden af cikaderne i træerne i den franske idyl. Her er familien faldet til, og det gælder både hustruen Christine, døtrene Sophia, 9, og Maria på seks år samt boxeren Rosie, der er blevet en ældre "dame" på 10 år.
Christine, der er englænder, og Jakob boede allerførst i Windsor i England, inden turen og flyttekasserne gik til Danmark. Da muligheden kom for at rive rødderne op og plante dem i Frankrig, tog parret springet.
- Det bliver bare bedre og bedre at bo her. Vi har efterhånden fået sat vores præg på ejendommen, og til efteråret går vi i gang med en stor ombygning af stueetagen, således at vi får udsigt til Côte d'Azur-bugten, siger Jakob, der netop har fået bygget et flot, åbent poolhus på øverste terrasse. Her kan man nyde både udsigt og middag ved bordet eller slange sig i de lækre kurvemøbler. Det er også her, Jakob sætter sig om morgenen med en café latte og staver sig igennem den franske avis, efter at han har fulgt pigerne til skolen, som ligger i gå-afstand fra hjemmet. De går i skole fra klokken 8.30 til 16.30, og indtil de er fyldt 11, har de fri om onsdagen. De taler begge rigtig godt fransk - og Sophia kan skifte mellem dansk, fransk og engelsk uden problemer.