Joey Moe elsker at være far: Sønnen med på job
Musikken har altid pulset rundt i årerne hos familien Moe. For Joey Moes mor er nemlig sangerinden Lupe Moe, som har været korsanger for store danske stjerner. I dag er Joey selv blevet far til sønnen Elion Phelix, som til juli kan sætte fire lys i lagkagen.
- Vi prøver at inddrage ham i vores arbejde. Min hustru (Zenia, red.) arbejder også sammen med mig, og jeg er helt åben om, hvad jeg laver. Han forstår, hvad det er. Hellere at han kommer med, for det var jeg også med min mor, siger han og understreger, at det ikke er for at lokke miljøet til ham, men for at han forstår, hvad mor og far laver.
Især én værdi han vil give videre
Der er især en værdi, som amagergenseren fik gennem sin musikalske opvækst, som han vil give videre.
- Min mor har altid prioriteret opmærksomhed og kærlighed. At være tilstede. Vi havde en kernefamilie, og det får han også.
Joey Moe er netop nu aktuel i Kanal 5’s ”Voice Junior”, hvor han har valgt at tage endnu en sæson i coach stolen. Talentshowet kan ses lørdage på Kanal 5 kl. 20.00.