Kåre Quist har friet til Tine
Det er ikke bare på TV, at der er fart på Kåre Quist, 40, når han uge efter uge afslører svindlere i DR-programmet "Kontant". Også på den private front er der fart over feltet.
Det fik kæresten Tine Røgind at føle, da Kåre før jul faldt på knæ og friede til sin udkårne. Og da BILLED-BLADET fanger ham og Tine på telefonen, vil de da heller ikke skjule det glade budskab.
- Ja, siden du spørger, kan jeg bekræfte, at jeg har friet til Tine - og at jeg oven i købet er jordens heldigste mand. Hun sagde nemlig "ja", fortæller TV-værten.
Kåre har tidligere været gift med journalist Karen Pallisgaard, men nu er Kåre klar til at tage endnu en omgang brudevals.
Tine Røgind er tidligere vært på kriminalmagasinet "Krimi 5", men arbejder nu som redaktør på SBS-TV.
- Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget særligt i vente, men jeg blev alligevel overrasket og meget lykkelig, da Kåre pludselig friede til mig, fortæller Tine, som allerede er begyndt at glæde sig til den store dag. Og forberedelserne er i gang.
- En ting er sikkert. Jeg skal stå hvid brud, og jeg er så småt begyndt at kigge efter den helt rigtige kjole, siger Tine.
- Brylluppet skal stå i en kirke til sommer. Hvor og hvornår holder vi for os selv, men vi glæder os til at fejre dagen med vores nærmeste, fortæller det glade par.