Suzanne Bjerrehuus jubler over barnebarn
Tiden har helet det sår, som reality-showet "Olivers kamp" udstillede på Kanal 4 tidligere på året. En kamp, der handlede om Olivers ret til at se sin lille datter, Sigga, som han har med Gunnvør Dalsgard – som han på det tidspunkt ikke var kæreste med.
Og ikke mindst, hvor dårligt forholdet mellem Olivers berømte og bestemte mor, Suzanne Bjerrehuus og Gunnvør havde udviklet sig.
Nu er alle trådene blevet redt ud.
Oliver og Gunnvør har fundet sammen – og fået barn igen – og Suzanne Bjerrehuus kan – ifølge Ekstra Bladet – slet ikke få armene ned over familieforøgelsen.
- Jeg er SÅ glad for hende. Hun er så yndig og alt er bare fred og idyl heroppe, siger Suzanne til Ekstra Bladet om Oliver og Gunnvørs lille ny datter.
Suzanne Bjerrehuus er i Tisvilde for at hygge sig med dem alle.
- Jeg har jo to sommerhuse heroppe, så Oliver og Gunnvør og deres børn er i det andet. Så vi ses om dagen og skilles om aftenen, som den glade bedstemor til tre siger til Ekstra Bladet.
Suzanne har dog allieret sig med Karen Thisted, og sammen tager de to sig af de større børnebørn, så Oliver og Gunnvør kan koncentrere sig om den ny baby. Der er ingen jalouxi fra storesøster eller storebror.
- Hun er en lille engel og alle er vilde med hende, siger Suzanne, der også fik taget afsked med Olivers ældste søn, Oscar, der skulle til Korsika på ferie med en kammerat.