Unge mødre-Kristina er færdig med ældre mænd
I det seneste forhold var der 22 år mellem hende og den mand, som, hun troede, var den store kærlighed. Det var han ikke. Det var de andre heller ikke, og når Kristina kigger tilbage, føler hun, at hun har haft sort uheld i kærlighed.
- Jeg er gået i min mors fodspor. Hun har også altid haft ældre mænd, men nu har jeg sagt til mig selv, at den næste skal være maks 30 år. Det bliver nok svært at holde, for jeg kan godt lide modne mænd, som er klar til en familie, og som kan lære mig noget. Men der har været for stor aldersforskel i mine forhold. Fyrene har ofte søgt en kæreste, som var mere koneagtig. Der var nok for meget gang i mig, og der fulgte også for mange problemer med, siger Kristina, som vi kender fra programmet "De unge" mødre på Kanal 4.
I dag har hun lagt en helt ny strategi for kærligheden. Den gamle virkede ikke. Tre gange har hun oplevet vold i forholdet. Hun har grædt tusindvis af tårer over fyre. Haft hovedet fuld af bekymringer.
Hurtigt forelsket
Og det er desværre også gået ud over sønnen Marcus på fire, som på et tidspunkt var vidne til voldsomme skænderier mellem Kristina og ekskæresten.
- Marcus er mærket, og han bliver ofte bange. Han tør ikke gå på toilettet alene, og han vil heller ikke sove alene. Heldigvis er det blevet bedre, men jeg har da dårlig samvittighed over, at jeg som mor ikke kunne træffe de rigtige valg.
Kristina mener selv, at hun tidligere bare lod sig vælge. Når en fyr bejlede til hende på Facebook, var hun for hurtig til at forelske sig - i stedet for at stoppe op og tænke over, om han virkelig var noget for hende.
- Nu vil jeg selv være med til at vælge. Det gør det selvfølgelig også meget sværere, for nu skal jeg selv ud og sige "Goddag, hvem er du?" Men jeg er nødt til det, for jeg har haft de forkerte. Når de har skrevet til mig, er jeg blevet smigret, og så er jeg blevet kærester med dem, fordi der ikke lige var andre.