Anne Kejser bliver TV-vært
Seerne har gennem to sæsoner fulgt, lidt og grint med deltagerne i Kanal 5's hæsblæsende "Wipeout".
Nu kommer kanalen i en ny og kold udgave med "Vinter Wipeout", hvor radiovært og skuespiller Anne Kejser bliver vært.
Anne Kejser er for tiden radiovært på Radio ANR, men holder fri, mens hun trøster og opmuntrerer deltagerne.
- Jeg er meget privilegeret over at skulle være vært på "Vinter Wipeout". Det er et af de få programmer, hvor folk med vilje gør sig til grin, og som jeg gider se på. Det er sjovt, fordi de ved godt, at de ligner nogle idioter. Jeg har set lidt af de forrige sæsoner, og det bliver bare vildere og vildere for hver gang. Jeg er allerede blevet varskoet om, at deltagerne i år er mere crazy, så det er jeg spændt på at opleve, siger Anne Kejser i en pressemeddelelse.
De fleste danskere lærte Anne Kejser at kende fra "Vild med dans" i 2010, hvor hun deltog med med Martin Glerup.
Den nye udgave af "Wipeout" får premiere i foråret 2012.