Anne-Marie Rindom blev aldrig udfordret i Grand Canyon, men én ting ramte hende hårdt
I Kanal 5-programmet ”Gennem Grand Canyon – Det vildeste eventyr” sejlede Anne-Marie Rindom i 16 dage ned ad Coloradofloden.
For hende var der ikke mange udfordringer på vandet, for som professionel sejler har hun styr på det.
Til gengæld oplevede hun en personlig udfordring.
Svært uden kontakt
Undervejs på turen i Grand Canyon kunne Anne-Marie Rindom ikke komme i kontakt med familien, og det ramte hende hårdere, end hun havde troet.
– Jeg tror, det kom bag på mig, hvor hårdt det egentlig var at undvære mine nærmeste. Jeg kom til at tænke på, at jeg nok skulle klare mig herude, men at det ikke var det, der var problemet, det var mere, hvis der skete noget derhjemme, og man var så langt væk, fortæller hun til BILLED-BLADET.
Følte sig langt væk
Sejleren, der netop har vundet sit tredje VM, har en karriere, som gør, at hun rejser meget ud i verden.
Derfor er hun vant til at komme i kontakt med familien hjemme i Horsens og kæresten i Australien på Facetime, men det var umuligt, fordi der ikke var signal.
– Jeg er vant til at være rigtig langt væk. Min kæreste kommer fra Australien, og jeg er meget dernede. Men der har jeg en telefon, så jeg lynhurtigt kan ringe på Facetime. Når man ikke kan det, føler man sig rigtig, rigtig langt væk, fortæller hun.
Hårdt for storesøster
Normalt er hun meget i kontakt med sin søster, og Anne-Marie Rindom mærkede, at det særligt påvirkede hende meget.
– Jeg tror faktisk, det var hårdest for min storesøster. Men min familie havde det egentlig okay med det. De er vant til ikke at høre fra mig i flere dage i træk, når jeg er ude at rejse. Men lige min storesøster er nok den, der bekymrer sig mest i familien, og det var svært for hende, fortæller hun.