Christiane Schaumburg-Müller bliver Popstars-dommer
Først blev sangerinden Medina afsløret som en af de tre dommere i Kanal 5’s kommende sangprogram ”Popstars”, og nu bliver Christiane Schaumburg-Müller O’Connor også en del af dommerpanelet.
TV-værten og de andre dommere skal til efteråret finde Danmarks næste, store popstjerne i sangkonkurrencen.
- Jeg glæder mig helt vildt til at være dommer i ”Popstars” og er tændt på idéen om, at programmet kun er for kommende stjerner, der virkelig VIL det her. I musikbranchen i dag er det super vigtigt at levere et godt resultat hver gang, hvad enten man er på scenen, i studiet, skyder billeder, taler med pressen eller på andre måder repræsenterer sit brand i form af sig selv, siger Christiane Schaumburg-Müller O’Connor i en pressemeddelelse fra SBS Discovery og fortsætter:
- Og her kan jeg virkelig bidrage med mine erfaringer, som har kostet benhårdt arbejde, søvnløse nætter, blod, sved og tårer - men til syvende og sidst været det hele værd.
Som popstjerne skal man ikke kun have musikalske evner, man skal også kunne performe og danse på en scene, og det er især der, Christiane Schaumburg-Müller O’Connor har sine styrker.