Èn forkert beslutning: Så gik den ikke længere for Nikolaj Kopernikus og Sara Maria Franch-Mærkedahl i Jaget vildt
Kæresteparret Sara Maria Franch-Mærkedahl og Nicolaj Kopernikus havde ellers længe formået at holde sig under radaren og undgå de garvede efterforskere. I det seneste og sidste afsnit af Kanal 5-programmet ”Jaget vildt” gik den dog ikke længere.
Efter at have overnattet hos vejrværtens veninde nær Aarhus, satte parret sig på bagsædet af venindens bil. Herefter satte kendisserne kursen mod Fregatten Jylland i Ebeltoft. Et valg der skulle vise sig at blive skæbnesvangert.
Det erfarne efterforskningshold havde nemlig længe haft færten af veninden, og da hendes mobil pludselig mistede signal i retning mod Ebeltoft, blev de mistænksomme.
Mistanken kombineret med at parret havde for vane at drille efterforskerne, med nonchalant at dele videoer på deres sociale medier fra danske vartegn, gjorde, at efterforskerne lagde to og to sammen.
De gættede, at Fregatten Jylland måtte være destinationen.
Flemming Fjord, der udgør ét af programmets jagthold, blev derfor sendt mod Ebeltoft, og skæbnen ville, at han endte med at køre lige bag venindens sorte bil, hvor kendisserne hyggede sig på bagsædet.
Efter en kort jagt, der dog endte hæsblæsende, kunne Flemming Fjord endelig råbe de ord, alle på Kommandocentralen ønskede at høre.
– Holdt. Holdt. Holdt. Du er fanget, råbte han efter Sara Maria Franch-Mærkedahl.
Selv om parret lige efter pågribelsen var ærgerlige over udfaldet, så havde de dog især gjort sig én erfaring. Livet på flugt er langt fra en dans på roser.
– Det har været en sindsoprivende oplevelse at være afsted på den her flugt. Vi har virkelig oplevet mange ting. Det har været meget anstrengende, siger skuespiller Nicolaj Kopernikus i programmet, hvorefter hans flugtmakker og kæreste supplerer,
– Det er hårdt hele tiden at skulle kigge sig over skulderen. Vi tog én forkert beslutning. Vi havde mange andre muligheder. Øv bøv, siger Sara Maria Franch-Mærkedahl samstemmende.
Du kan se eller gense ”Jaget vildt” på Discovery+.