3. jul. 2023
Af Majken Munk

Grænseløst forelsket er tilbage med ny sæson: Her er parrene

"Grænseløst forelsket" er tilbage. Her er alle par i den nye sæson
Der er gensynsglæde med en ny omgang af ”Grænseløst forelsket”, hvor der udover tre velkendte par også er en række nye.

Kærlighedens veje er uransagelige.

Derfor går vejene nogle gange langt ud over de danske grænser.

Det dokumenteres i programmet ”Grænseløst forelsket”, hvor en række danskere har fundet kærligheden i alle afkroge af verden.

Nu er en ny sæson på vej, afslører Discovery i en pressemeddelelse.

Velkendte par

Det bliver en gensyn med en række af parrene, som seerne genkender fra den første sæson.

Poul og Regila er med i den nye sæson, hvor de står over for en stor udfordring. Parret drager til Regilas hjemstavn i Filippinerne for at få Regilas tre børn med hjem til Danmark. Det viser sig dog at blive en større udfordring end ventet.

Angela og amerikanske Jason fandt hinanden og lever nu den amerikanske drøm. De ser frem til, at de nu skal holde bryllup i Danmark. Men hvedebrødsdagene bliver udfordret, da Angelas svigermor flytter ind hos parret.

Robin har oplevet en masse på sit seneste år. Han fandt kærligheden med sin ugandiske kæreste Charity, og nu ni måneder senere skal han være far. Parret er dog tvunget til Thailand for at kunne være sammen, men forholdet er udfordret hormoner, graviditet og visa-problemer.

Nye par

I den nye sæson er der også nye ansigter. For seerne skal glæde sig til at lære fire nye par at kende.

60-årige Tony fra Nordjylland gør klar til at pakke kufferten. Han skal til Thailand for at møde sin 39-årige kæreste Saiyan for første gang. Han er faldet pladask for Saiyan, der er en transkønnet kvinde, spørgsmålet er bare, om online-forholdet lever op til virkeligheden.

Sille på 22 år er fra Esbjerg, og hun har giftet sig med den 33-årige Fernando fra Mexico. Hun har opgivet livet og er flyttet til Mexico, men hun kæmper med at finde sig til rette.

30-årige Tanja har fundet lykken med skotske Jason, 37, igennem gaming. Nu står Tanja over for sin første rejse til Skotland for at besøge Jason, der bor hos sine forældre. Hun er spændt på at se, om Skotland kan leve op til hendes forventninger.

For to år siden mødte Timm, 20, sin amerikanske kæreste Cole, 20, på nettet. Nu flytter parret sammen i Danmark, men et fælles liv kræver, at de skal giftes, men det viser sig, at der er andre mere nærværende problemer at tage fat i inden.

”Grænseløst forelsket” får premiere på Kanal 5 og Discory+ torsdag den 17. august.

Læs mere om: