Hella Joof nød kontroltab på Atlanterhavet
Hella Joof var længe om at sige ja til at deltage i reality-serien "Over Atlanten", som i aften har premiere på Kanal 5. Og i aftenens afsnit kan man se, at hun er den, der udstråler størst nervøsitet forud for strabadserne i en lille sejlbåd ude på Atlanterhavet.
- Jeg var meget optaget af det med sikkerhed i starten og sagde hele tiden til de andre: "Skat, ta’ din vest på. Du skal være spændt fast". Jeg var sådan lidt mor-agtig. Man kan godt mærke forskel på, om man er i trediverne eller slutningen af 50’erne, som jeg er.
- Man er bare lidt mere agil, når man er ung. Derfor var jeg selv spændt fast, især når den krængede, fortæller Hella Joof, som sammen med fem andre kendisser lærer at sejle under skipper Jesper Banks kyndige ledelse på turen over Atlanterhavet.
Andre kendte med i båden
De andre er Nicolaj Kopernikus, Peter Falktoft, Gorm Wisweh, Sus Wilkins og Christel Pixi. OL-guldvinder Jesper Bank er skipper, og med på turen er yderligere et par erfarne sejlere samt en læge.
Hella Joof ville til hver en tid gøre turen om igen, selv om hun for en gangs skyld måtte slippe styrepinden i forhold til sine omgivelser. Men det var også hele formålet med at sige ja.
- Jeg ville prøve at komme ud i et kontroltab. Det er det også. Her var noget, man slet ikke kunne styre og ikke vidste, hvad var. Og så gjaldt det bare om at sige: "Okay, go with the flow".
Og Hella Joof nød faktisk at være uden kontrol.
- Jeg lærte noget om mine egne begrænsninger, og at det var okay at sige, at nu kan jeg ikke mere. Jeg kunne måske godt være sådan én, der ville spille stærk. Det kunne jeg godt være bange for og så ende med at brække helt sammen. Det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg var god til at sige, at det her kan jeg ikke, siger hun.
"Over Atlanten" er i otte afsnit. Efter premieren i aften sendes de følgende afsnit hver søndag aften klokken 21 på Kanal 5.